Nu overgår også Nordsjælland og Hvidovre til nyt it-system
HOVEDSTADEN: Selvom implementeringen af it-systemet Sundhedsplatformen har givet store problemer på både Herlev og Gentofte Hospitaler samt på Rigshospitalet, fortsætter Region Hovedstaden nu overgangen til det nye system på Nordsjællands Hospital og Amager-Hvidovre Hospitaler i weekenden den 18.-19. marts. Det skriver TV2 Lorry.
Overgangen til det nye it-system betyder ifølge DR København, at både læger, kirurger og sygeplejersker har været på manuelt tastearbejde. Indtil videre er der blevet flyttet 44.000 ambulante bookinger og 1.400 operationsaftaler fra de nuværende it-systemer til Sundhedsplatformen.
- Vi skal være rigtig sikre på, at de data, som står i det eksisterende system, er så korrekte som muligt, siger direktør på Nordsjællands Hospital Bente Ourø Rørth og uddyber:
- Der efterspørges mange flere detaljer i det nye system, og de detaljer kan en lægesekretær eller sygeplejerske ikke selv finde, de er nødt til at samarbejde med den kirurg, der kender til den sygdom eller det indgreb, som patienten skal have planlagt, forklarer hun.
Mere kvalificeret undervisning
Netop det store tastearbejde, der i langt højere grad end tidligere betyder, at læger og overlæger skal stå for at indtaste oplysninger - noget lægesekretærer tidligere har taget sig af - medførte i februar at en garvet overlæge fra Rigshospitalet sagde sin stilling op i protest.
Udover de ændrede arbejdsgange har implementeringen medført en lang række problemer med både lavere tempo, patientskader og manglende overlevering af information samt besvær med at bestille prøver, registrere og indberette oplysninger.
Problemerne med at registere pakkeforløb medførte i slutningen af februar, at Sundhedsplatformen fik skylden for, at kræftpakker og kræftforløb ikke er blevet registreret korrekt. Det betyder, at regionens patienter risikerer ikke at blive behandlet indenfor de gældende behandlingsgarantier. Blandt andet viser en opgørelse, at hver anden brystkræftpatient i regionen venter for længe på at blive opereret.
Senest viser den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser for 2016, at patienternes tilfredshed er lavest i Region Hovedstaden, især på Herlev-Gentofte Hospital, og netop indførelsen af Sundhedsplatformen menes at være en del af forklaringen.
Trods de mange startproblemer, medfølgende børnesygdomme og utilfredshed blandt læger og patienter er hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth ikke bekymret for at indføre systemet på Nordsjællands Hospital.
- Den undervisning, vi har modtaget her på Nordsjællands Hospital, har været meget mere kvalificeret, så jeg tror, at vores udgangspunkt for at kunne håndtere systemet er bedre, siger hun til DR København.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.